Skal der egentlig billede på mit CV?

 

Det helt korte svar: Ja der skal et billede på dit CV, når du søger job i Danmark, og det bør være vellignende og professionelt.

 

Men er der så ikke sådan noget bias og sådan ligesom med alder, køn og etnicitet?

 

Jo, der har du faktisk en pointe – i mange andre lande er det da også no-go med profilbillede på CV’et. Men ikke i Danmark, og det er nok i virkeligheden mest en kulturel ting.

 

Der er selvfølgelig undtagelser, så hvis du ved, at man i din branche ser skævt til CV’er med billede, skal du naturligvis forholde dig til det, men hovedreglen er, at du bør have billede på.

 

Når man spørger arbejdsgiverne om fejl og mangler på de CV’er, ansøgere sender dem, svarer overraskende mange, at der enten mangler billede på CV’et, ellers billedet på CV’et er uprofessionelt.

 

 

Men jeg ser da godt ud på det billede..?

 

Garanteret! Men det er faktisk ikke det afgørende kriterie for, om billedet fungerer godt på dit CV. Billedet er den første visuelle repræsentation af dig, som virksomheden ser, og det indtryk de får af dig der, er svært at ændre.

 

En god tommelfingerregel er, at det er en kanon idé at få taget et godt billede eller to i stedet for at finde et billede i arkiverne af familiefotos og festbilleder, som du klipper et profilbillede ud af.

 

Jeg kan godt se, hvis du sidder med en kande sangria uden for billedet, og hvis du gør, kommer du altså ikke til samtale hos mig” hørte jeg engang en arbejdsgiver sige.

 

Heldigvis behøver du ikke nødvendigvis at betale en professionel fotograf for en fotosession. En moderne smartphone tager billeder i rigeligt god kvalitet, og du har sikkert en bekendt, der engang interesserede sig lidt for at tage billeder, som du kan alliere dig med.

 

Find en god baggrund, sørg for at lyset arbejder med dig, så er du faktisk good to go.

 

 

Hvad skal jeg tage på, og må man gerne smile på sit CV?

 

Der er ikke nogen regler for, hvad man skal have på, eller hvordan man skal tage sig ud på et CV-billede. Men det er da en god ide at overveje hvilke signaler, du sender gennem billedet.

 

Det sidder jo som regel øverst på dit CV, og da CV’et oftest bliver kigget på før ansøgningen, er billedet noget af det allerførste en potentiel arbejdsgiver ser. Hvis det de ser, er én, der passer ind i kontorlandskabet, udstråler overskud og professionalisme og som umiddelbart er et godt match ift. virksomhedskulturen, har dit billede gjort det, det skal.

 

Så overvej altid, om du skal vælge billedet med jakke og skjorte, det med t-shirten eller det, hvor du har din AGF-trøje på. Nogle gange er det med AGF-trøjen det bedste (nok mest hvis du søger job hos AGF).

 

Og du må gerne smile på dit CV-billede, men du behøver ikke. Et smil på dit CV kan udtrykke overskud og empati og anses ikke for at være uprofessionelt.