Faglig profil? What is that?
Hvis du har en faglig profil, en professional summary, en “Om mig”-tekst eller lignende i toppen af dit CV, skal du vide, at det kan være en make-it-or-break-it-tekst for dig i en ansættelsesproces.
Rigtigt mange arbejdsgivere starter deres første scanning af jobsøgningsdokumenterne med at skimme fra toppen af dit CV, og deres tålmodighed kan være på et ret lille sted på dette tidspunkt i processen.
(Hvis de ikke starter fra toppen, dykker de formentlig ned i dine seneste erfaringer, hvor de leder efter, om du har skabt nogle resultater, de gerne vil købe ind på, eller som siger noget fedt om dig – bare lige til info)
Husk at din læser skal forholde sig til mange ansøgere og forsøge at finde den person i mængden, de helst vil ansætte. Og flere end halvdelen af ansøgerne er sandsynligvis fagligt kvalificeret til at løfte opgaven. Den første del af ansættelsesprocessen handler derfor meget om at få snævret feltet ind, og jo flere kvalificerede ansøgere der er, jo løsere sidder nej-tak’erne hos arbejdsgiveren.
Din faglige profil skulle gerne gøre din læser interesseret i at dykke længere og grundigere ned i dit CV i stedet for at lægge dig til side.
Da processen i begyndelsen handler om at få sorteret størstedelen fra, skal der ikke særligt meget til, før du lander i nej-bunken. Der vil vi ikke strande; vi vil i ja-bunken og inviteres til en samtale.
Ok, men hvad skal jeg så skrive?
Godt spørgsmål. Der findes jo ikke noget, der er rigtigt eller forkert – det handler jo om, hvordan du præsenterer dig, og det er op til dig. Alligevel kan vi godt snakke om, hvordan du præsenterer dig mest hensigtsmæssigt over for din måske kommende arbejdsgiver, så hun får lyst til at lære dig bedre at kende.
Lige nu er hun ikke interesseret i så meget andet, end om du er den rigtige til at løse de opgaver, den nye medarbejder får ansvar for, så det er det, du bør forholde dig til i din faglige profil.
Den er altså ikke en all round-præsentation af dig, men en professionel og ultrakort beskrivelse af hvorfor og hvordan du passer ind i den udbudte rolle.
Men er det ikke det, jeg skal i ansøgningen?
Jo, det er det jo også. Men fordi dit CV efter alt at dømme bliver læst først, og du bliver vurderet ud fra det, kan du give dig selv den konkurrencemæssige fordel at målrette dit CV til hver enkelt stilling, du søger. Især i din faglige profil.
Find altså ud af hvilke opgaver, som er allervigtigst i den rolle, du ansøger om, og demonstrer så i din profiltekst, at du har forstået dem, at du er motiveret for netop den slags opgaver, og at du er kvalificeret til at løse dem. Gerne med et lillebitte eksempel, hvor du skabte et godt resultat i en lignende opgave eller stilling – der er ikke plads til megen uddybning, så hold det i teaser-format og fold det ud længere nede i CV’et.
Et par hurtige fif
- Ring til kontaktpersonen på stillingsopslaget og stil spørgsmål, der gør dig klogere på hvilke opgaver, det forventes, du løser nu og her, og fx hvad du er lykkedes med efter 3-6 måneder, der gør, at dine chefer vil kigge på ansættelsen af dig som en succes. Det er et godt pejlemærke ift., hvad du bør fokusere på i profilteksten
- Kom til sagen med det samme. Der er hverken tid eller plads til at varme snakketøjet op
- Fokuser på din modtagers behov
- Udnyt eksemplets magt
- Hold dig inden for 4-8 linjer. Det er svært, men husk at din læsers attention span er meget begrænset
- Skriv spændende. Lad være med sprogligt at gå i ét med væggen
- Udryd sprog-, stave- og tastefejl
Kan du ikke komme med et eksempel?
God idé. Forestil dig, at jeg søger et job som karriererådgiver hos fx en A-kasse, hvor jobbet består af individuel vejledning, workshopfacilitering/undervisning og kontakt med erhvervslivet. Her er to eksempler på faglige profiltekster til den rolle – én hvor jeg ikke forholder mig så meget til de hurtige fif for oven og én, hvor jeg gør:
Mit navn er Robert Fabrin. Jeg er en mand på 35, og jeg er lige nu på udkig efter det næste skridt i min karrierer. Jeg leder efter et sted, hvor jeg kan udfordre mig selv og udvikle mig yderligere. Jeg er allerede en dygtig vejleder og underviser, så det er vigtigt for mig, at der i mit næste job er potentiale for at kunne tage skridt op af og ikke bare til siden. Jeg har 2 børn, så fleksible arbejdstider er en stor prioritet, men jeg er ikke bange for hverken aften- eller weekendarbejde. Jeg glæder mig til at uddybe ovenstående ved en personlig samtale.
Og her kommer den anden:
Som karriererådgiver er jeg støttende, ambitiøs og konkret i min vejledning. Efter en session med mig har du en klar strategi for din kommende jobsøgning, identificerede forbedringspotentialer og konkrete redskaber – det er benzin på mit motivationsbål at hjælpe ledige fra ledighed til varig selvforsørgelse, og jeg er god til det. Med flere end 300 afviklede workshops, utallige 1-1-samtaler, en baggrund inden for kommunikation og salg og en rigtig nørdet interesse for især CV’er og uopfordret jobsøgning er jeg en erfaren rådgiver med et solidt kendskab til beskæftigelseslovgivningen og et stort fokus på at matche erhvervslivets behov med jobsøgendes kompetencer.
Kan du se forskellen?