Uddannelse på CV’et
Yes, fedt! Du har en uddannelse, som kvalificerer dig til at arbejde inden for et eller andet. Det kan være en kæmpe fordel med en bestemt uddannelse, når du søger et job, men du skal være opmærksom på, at det er din opgave at fortælle, hvorfor og hvordan din uddannelse hjælper dig med at løse de opgaver og skabe de resultater, virksomheden har brug for.
En ansættelse er langt hen ad vejen lige som en investering: En virksomhed afsætter et årligt beløb til din løn og forventer noget retur. Det de betaler for, er i princippet din tid i x antal timer om ugen, men det de i virkeligheden bekymrer sig om, er om du leverer de ønskede resultater i den tid – hvis ikke, er du ikke investeringen værd. Så har de faktisk ikke råd til at have dig ansat.
Derfor er hele dit CV mere et salgs- eller markedsføringsdokument end en professionel historik, men det er måske noget at være særligt opmærksom på, når det gælder din uddannelse. Her er det vigtigt ikke bare at fortælle om fag, du har haft, men tværtimod beskrive hvorfor din uddannelse gør dig til det skarpeste redskab i skuffen til at løse lige præcis de opgaver, der skal løses i det givne job.
Altså hvis din uddannelse overhovedet skal optage mere vigtig plads på dit CV end højst nødvendigt.
Uddannelse vs erfaring
Hvis du er nyuddannet jobsøger ved du det godt: Erfaring er vigtigt for arbejdsgiverne. Det er ikke nødvendigvis rimeligt eller rigtigt, men i en bunke med mange ansøgere, bliver nyuddannede ofte sorteret fra til fordel for mere erfarne kandidater. Sikkert fordi erfaring siger noget om, at nogle andre tidligere har valideret en person som arbejdskraft, og at den erfarne jobsøger vil have nemmere ved at komme i gang med opgaveløsningen på arbejdspladsen – om det så er rigtigt eller forkert.
Hvis du har relevant erfaring, er det formentlig dit vigtigste Selling point i dit CV, og så behøver du måske ikke at uddybe alt for meget om din uddannelse.
Har du derimod begrænset relevant erfaring, kan det give god mening at demonstrere, hvordan din uddannelse har klædt dig på ift. jobbet. Måden du beskriver din uddannelse (og dine erfaringer) siger meget om din forståelse for arbejdsgiverens behov. Vær kortfattet og fokuser på det, din måske kommende arbejdsgiver kan bruge til noget. Alt andet er tæt på at være ligegyldigt.
Hvis du er nyuddannet kan du slå på, at du kommer med den nyeste viden inden for et bestemt område og beskrive, hvorfor og hvordan den viden er værdifuld for virksomheden, og hvordan uddannelsen har klædt dig på ift. opgaveløsningen.
Hvis du vurderer, at din uddannelse er vigtigere for din læser end din erfaring, bør du placere den før din erfaring. Ellers ikke.
Hvordan stiller jeg det så op?
Jamen i princippet fuldstændig lige som din erfaring. Det du gerne vil have fokus på, kan du skrive med fed og med bullets – og det er formentlig enten nogle flotte resultater eller en slags udbytte af din uddannelse, som din kommende arbejdsgiver også kan bruge. Vis altså at du har fået slebet kniven ift. de udbudte opgaver.
Det kan fx se sådan ud: